De bedste græske øer

Øhop i Grækenland er en fantastisk måde at holde ferie på. De græske øer huser nogle af Europas absolut bedste turistattraktioner. Vi giver her et bud på nogle af de mest eftertragtede græske øer, som du ikke vil være foruden på din ferie til Grækenland.

 

Kefalonia

Kefalonia er den græske alt i én pakke. Denne smukke ferieø byder på de fineste bjerge, fantastiske strande, landskaber du kun turde drømme om og en god omgang græsk kultur. Allerede nu må Kefolina være højt på din liste over græske øer.

Kefalonia er den sjette største ø i Grækenland, og den byder altså som sagt på landskaber og strande som man ikke skulle tro fandtes. En af de mest populære turistattraktioner på øen er den underjordiske grotte Mellisani. Grotten er 3,5 km lang og 40 meter bred og kan opleves med en sejltur igennem grotten. Hvis det skal være endnu mere magisk, så anbefaler vi at tage sejlturen når solen står lige midt på himlen. Det giver vandet i grotten et helt andet liv og farve. I grotten ses også drypstensformationer som har formet sig igennem flere århundreder. Det er tæt på umuligt at beskrive, så se selv her:

Kefalonia er med det omringende turkisblå vand et helt perfekt sted for dykkere at opleve hvad der gemmer sig under havets overflade. Flere steder omkring kysten findes der dykkercentre, der kan hjælpe dig med de bedste lokationer og udstyr til en pragtfuld dag i og under vandet.

Det omkringliggende stille vand i Kefalonia byder på muligheder for at leje en havkajak. Med en havkajak styrer du helt selv hvordan du oplever den græske ferieø. Hvis du vil opleve nogle af kystens mange grotter, helt tæt på, så er kajakken det bedste bud. Det åbner også op for muligheden for at finde nogle mindre turistede strande og bugte, hvis det lyster med en dukkert i det krystalklare vand.

En af de mest fotograferede strande i Europa finder du også på Kefalonia. Stranden hedder Myrtos Beach og findes på den nordvestlige side af øen. Stranden ligger omringet af bjerge af hvide kalksten og byder på noget helt utroligt klart vand. Et absolut must see hvis du befinder dig i nærheden.

Myrtos Beach på Kefalonia

Myrtos Beach på Kefalonia

 

Kreta

Kreta er den største ferieø i Grækenland og er et kæmpe hit blandt turister. Blandt danskere ligger Kreta også højt på ønskelisten over Grækenlands destinationer. Øen byder på oplevelser for unge, gamle og selv til ferien med børn er der rigeligt at give sig til.

Kreta byder på fantastiske strande med turkisblå badevand, terræn med bjerge og en ekstrem gæstfri befolkning der bidrager til feriens græske kulturelle indspark.

Vælger du på din græske øhop rejse at tage et smut forbi Kreta, så er der her en varm anbefaling for at besøge Chania. Chania er Kretas 2. største by, og den huser en gammel og en ny bydel. Den nye bydel er præget af forretninger mens den gamle bydel er forbeholdt til hyggelige små gader og stræder. Det er primært i den gamle bydel man rigtigt oplever hvordan det er at være græker. Besøg en af de mange tavernaer og oplev kulturen på helt klos hold.
Efter du har nydt en iskold Mythos øl på tavernaen, så tag et smut ned forbi havnen i Chania. Den Venetianske Havn er hvor du virkelig ser hvor charmerende og hyggelig byen er. Spis en aften ude på en af de mange restauranter langs molen og oplev hvordan byen bliver vækket til live med græsk musik og gang i gaden.

Kreta byder på hundredvis af strande. En favorit er dog Balos lagunen som ligger på Kretas vestlige kyst. Lagunen er kendt for sit krystalklare turkisblå vand, uanede mængder fint hvidt sand og den omkringliggende natur. Lagunen er flere steder meget lavvandet, hvilket er ideelt for familier med mindre børn. Flere steder går vandet ikke til over knæene.
Medbring snorkel og dykkerbriller hvis turen går til Balos Lagune, vandet er så klart at det er oplagt at se hvad havet gemmer på af fisk og koraller.

Balos lagune på Kreta

Balos lagune på Kreta

 

Mykonos

Skal din rejse til Grækenland være lidt mere luksuriøs, så hedder destinationen Mykonos. Det er næsten umuligt ikke at have set billeder fra denne græske ø. Den luksuriøse ferieø har nemlig været besøgt af et hav af kendisser. Hvorfor netop jetsettere vælger Mykonos som feriedestination er der flere grunde til. Øen byder på nogle af Grækenlands absolut fineste strande, luksuriøse hoteller med fantastiske udsigter og indbydende restauranter. Mykonos tilbyder det bedste til den luksuriøse og til dem der ønsker en rigtig græsk atmosfære, med græske taverner og lokal mad.

Øens sydside er kendt for de mange muligheder for vandsport. Specielt windsurfing er populært her. Så hvis du er til en omgang adrenalinsus på vandoverfladen, så er stranden Plati Yalos bestemt et besøg værd.

Øen er også notorisk kendt for at være en rigtig fest ø. Flere steder på øen er der rig mulighed for at slå sig løs hvad end det hedder på en klub eller til en strandfest. Paradise Beach er en af strandene der er berømt for de mange strandbarer og strandfester med gang i den. Paradise Beach findes lige syd for Plati Yalos. Så hvis du befinder dig på sydsiden af Mykonos, så kan du passende bruge en dag på vandet og slutte af til en god gang fest lige ved siden af.

Hovedbyen hedder også Mykonos, og den er bestemt et besøg værd. Det er her du oplever en rigtig græsk atmosfære. Byen består af en masse små hyggelige gader og stræder, der alle er omringet af de velkendte hvide græske bygninger. I gaderne finder du græske tavernaer og små hyggelige lokale restauranter der kun bidrager til hele oplevelsen.
Det er selvsamme by hvor du finder det der er kendt som ”Lille Venedig”. Lille Venedig har fået navnet da husenes farvede balkoner fra 1800-tallet hænger ud over vandet.

Her kan du selv se hvorfor Mykonos er så populær en destination på din rejse til Grækenland.

 

Santorini

Mangler ferien i Grækenland lidt romantik, så er der kun en løsning, og den hedder Santorini. Denne græske ø er kendt for at være et af de allermest romantiske steder i verden og topper da også listen over de mest romantiske steder i Grækenland.

Santorini er en helt igennem fantastisk ø at opleve. Du ser på øen de flotteste idylliske byer, med de kendte kridhvide huse med blå kuppelagtigt tag. Du kan nyde dagen ved at besøge en af disse byer, slappe af på stranden eller hvis man er til det mere udforskende aspekt, udforske den aktive vulkan på øen. Santorini er nemlig en vulkanø, hvilket vil sige at øen blev skabt at et enormt vulkanudbrud for mange år siden. Dette skabte krateret Caldera, som de mest besøgte byer på øen, Oia og Fira ligger opad.

Nea Kameni som er naboøen til Santorini huser stadig på en aktiv vulkan. Tag et smut forbi denne lille ø for at opleve hvordan der flere steder på øen kommer røg og damp op fra de sorte klipper, som følge af lavaen der flyder under ens fødder. Hvis du vil have den fulde oplevelse af den lille aktive vulkanø, så hop i en af de naturlige varme kilder, som opvarmes af aktiviteten under jorden.

Som nævnt er Oia og Fira de mest populære byer på Santorini. Hvis du er fra postkortenes tid, har du med garanti set hvordan der ser ud flere steder i disse byer. Her oplever man igen en rigtig græsk atmosfære med meget små gader omringet af de ikoniske hvide bygninger. Ligeledes findes de små græske tavernaer på hvert et gadehjørne. Oia er også kendt som byen hvor den flotteste solnedgang falder, så skal romantikken helt i vejret, så tag din udkårne med hertil.

Solnedgang over Oia

Solnedgang over Oia

 

Zakynthos

Zakynthos er en af Grækenlands mest frodige og grønne øer, hvilket du også vil opleve når du bevæger dig rundt på denne lille smukke ø. Udover dette byder Zakynthos på noget for enhver alder og enhver smag. Hvad end du er på ferie med børn, ferie med vennerne eller ferie for at opleve.

Hvis du er på ferie med børnene, anbefaler vi et visit til Kalamaki og Tsivili, hvor de hvide sandstrande byder på lavvande så selv de mindste kan være med. Derudover har disse byer et væld af familierestauranter og et stort udbud af hoteller der passer til jeres behov.
Find et udvalg af hoteller i Tsivili her.

Er du interesseret i Zakynthos som en mulig destination til en ferie fyldt med fest og farver, så er her en anbefaling til Laganas. I Laganas finder du massevis af barer og diskoteker hvor der med garanti er gang i den døgnet rundt. Hvis et afbræk fra fest behøves, er der i byen også rig mulighed for aktiviteter på vandet. Vandsport er nemlig også noget der fylder meget i denne kystby.

Er du mere den udforskende type, så er Zakynthos også oplagt. Øen har mange bjerge der kan vandres i, alle med udsigt til noget helt fantastisk. Du kan også opleve et skibsvrag, som fordelagtigt befinder sig på en af verdens mest berømte strande. Navagio hedder stranden, og den er kun tilgængelig med en sejltur. Det er dog et absolut must see hvis du befinder dig på øen.
Se selv her hvorfor.

Skibsvraget på Navagio strand

Skibsvraget på Navagio strand